Hjemme hos Graham Addinall

Isabel Marant skjorte 1.450 kr., Maison Margiela bukser 3.300 kr., Common Projects sneakers 2.700 kr.

Graham Addinall bærer flere hatte end de fleste. Den tidligere herretøjsdesigner, der i dag er både stylist og skribent, splitter sin tid mellem at være moderedaktør hos Dossier, Features Director hos Dansk Magazine, samt tekstforfatter for diverse designbrands. Fællesnævneren for hans dage er, at de typisk finder sted i og omkring hans absolutte yndlingskvarter: Kødbyen på Vesterbro. Efter at være flyttet til byen med sin mand, Richard, for 15 år siden er københavnerkulturen langsomt krøbet ind under huden på Graham, selvom han stadig aldrig går glip af en episode af sin yndlings britiske sæbeopera, eller går en dag uden en kop (importeret) English Breakfast te. 

Wood Wood jakke 1.800 kr., Ami skjorte 1.350 kr. 

Det må have været et helt anderledes område for 13 år siden?
Det har været virkelig fascinerende at se området vokse. Vi flyttede hertil inden Kødbyen rigtig startede. Da vi kom var her kun Paté Paté, Fiskebaren og et par andre steder. Halmtorvet var stadig mest en parkeringsplads og meget edgy. Jeg er fra England, så københavnsk-edgy er aldrig rigtig edgy, men du kan helt klart se den stigende kvalitet af steder og restauranter, som åbner her. 

Du nævner, at du flyttede til København for 15 år siden. Hvad fik dig oprindeligt til at flytte hertil?
Altså, oprindeligt studerede jeg psykologi, men endte som herretøjsdesigner for Paul Smith, hvor jeg arbejdede i næsten 20 år. Jeg blev chefdesigner, og var egentlig rigtig glad for det, men så jeg blev headhuntet af Day Birger et Mikkelsen til at være deres chefdesigner for herretøj. Og for at være helt ærlig, så var det en treårig kontrakt, men jeg troede, at jeg ville være her to år, og så ville det være en oplevelse for livet, og vi ville flytte tilbage til England. Men jeg endte med at forelske mig i byen. Det har uden tvivl været det bedste, vi nogensinde har gjort. Helt seriøst. Jeg tror ikke post-Brexit, at jeg kommer til at vende tilbage til Storbritannien. 

Føler du det har forstærket din britiske identitet at flytte til Danmark?
Det er lidt skørt, for jeg har egentlig aldrig følt mig særlig britisk. Jeg har mere tænkt på mig selv som europæer. Men du har på sin vis ret. Det har fået mig til at genkende det britiske i mig for, jeg kommer aldrig til at kunne lide kaffe. Jeg synes stadig, at den danske julemiddag er lidt underlig. Jeg skal stadig se min yndlings britiske sæbeopera – jeg misser aldrig et afsnit. Der er ting, jeg savner ved England. Ikke mange, men der er et par. 

Hvad savner du?
Det er virkelig svært at finde god te her, og jeg er besat af te. Man kan godt finde fancy te, men jeg kan bedst lide rigtig stærk English Breakfast te, så den er jeg nødt til at få fløjet ind. Det er en smule åndssvagt. Jeg savner også den multikulturalisme, der eksisterer i Storbritannien, men jeg foretrækker derimod danskernes attitude. Generelt har Danmark en meget mere kærende fællesskabsfølelse, som stadig forbavser mig. Når jeg bliver spurgt hvilke ting, jeg virkelig bemærker her, så fremhæver jeg altid, at det er mænd, som skubber barnevognen. Det ser du ikke i England. Der er det en kvindes job, hvor her er det altid manden. Der er også en myte udbredt af danskere om, at I er kølige og uvenlige, og det er noget værre vrøvl. Alle vores venner er danske. Vi har snakket så godt med folk lige siden vi kom. Her snakker folk til dig på en bar eller i supermarkedet, hvilket aldrig sker i England, så jeg synes, at I burde komme over det som nation. I er meget venlige.             
  
Så føler du dig som en lokal?
Ja, det vil jeg sige. Selvfølgelig, hvis jeg kunne snakke sproget bedre, ville jeg være det mere, men bestemt i forhold til hverdagen, venskaber og integration i byen, så føler jeg mig fuldkommen som en del af Vesterbro og København. Og jeg kender det også bedre end noget andet sted, jeg har boet. Jeg tror, når man vælger at flytte til et sted, så favner man det mere. Selv efter 15 år er det stadig spændende at være her, så derfor gør vi stadig ting, hvor man i England bare ville tænke: 'det gør vi i næste uge'. 

A.P.C denimjakke 1.945 kr., A.P.C jeans 1.375 kr, Rue de Tokyo T-shirt 700 kr.,

Mismo taske 2.500 kr. 

Hvordan ville du beskrive dig selv?
Underligt nok, så jeg er meget klassisk. En ting som Paul Smith lærte mig var, at man skal absorbere alt, hvad der er omkring en. Det kan være alt fra Picasso til Love Island. Det skal være meget højt til meget lavt, for alt er relevant og alt påvirker dig, fordi det er den verden dine kunder lever i. Nogle af dem går i operaen og andre ser sæbeopera. Og af den grund er jeg blevet en svamp for information, og jeg har en meget bred interesse. Men jeg er bestemt ikke en ekspert i noget af det. Jeg er mere en observant end jeg er deltager. Men jeg elsker at lære noget nyt, og du kan altid lære bedre fra andre end du nogensinde kan lære fra dig selv. 

Du studerede oprindeligt psykologi, blev derefter modedesigner, og nu har du også tilføjet stylist og skribent til dit CV. Hvad vil du sige dit bedste karrierevalg har været?
Det bedste valg har været tilfældigt at ansøge om et job i designafdelingen hos Paul Smith, for det var det, som fik mig på den vej, hvorfra alt andet er udsprunget. Jeg startede ud med at lave kaffe og hvad de nu havde brug for. Men jeg arbejdede sammen med Paul Smith og den daværende chefdesigner, og de så noget i mig. Det var den bedste tid. Og hvis jeg ikke havde gjort det, så var jeg heller aldrig endt her. Desværre er modeindustrien en af de få brancher, hvor man ikke belønnes for alder og erfaring. Du når til et punkt, og så begynder du at blive overset, så jeg har altid vidst, at jeg skulle have en plan b. Jeg var så heldig at være venner med Frederik Andersen, der på daværende tidspunkt var hos Euroman. Han gav mig nogle forskellige jobs i den forbindelse, hvilket førte til at lave mere stylingarbejde, hvilket førte til Dossier. Men jeg følte samtidig, at jeg manglede noget, hvor jeg brugte en anden del af hjernen. Helt tilbage fra min tid hos Paul Smith har jeg altid skrevet. Jeg plejede at skrive alle pressemeddelelser og et in-house magasin, mest fordi jeg kunne skrue en sætning sammen. Og jeg kan godt lide at alt andet jeg laver er visuelt, så at skrive aktiverer en anden del af min hjerne, men spørg mig igen om fem år. Der er jeg måske rykket helt ud af mode og er måske kun skribent, eller jeg er videre fra begge dele. Jeg kunne være prostitueret, barejer eller Gud ved hvad. Jeg meget instinktiv og ved hvornår, det er tid til at skulle videre. 

Hvordan opretholder du en balance mellem arbejde og fritid?
Det er jeg faktisk overraskende god til. Jeg er meget struktureret. Jeg elsker rutiner, og jeg finder tryghed i gentagelse, så det er nemt for mig at strukturere min dag. Jeg står op omkring samme tidspunkt hver dag, og starter altid med at sætte mig de første timer ved mit skrivebord ligegyldigt, hvad jeg har på programmet. Jeg er god til at sætte regler for mig selv. Når Richard kommer hjem kl. 17.30 er det typisk der, jeg stopper med at arbejde. Vi arbejdede sammen hos både Paul Smith og Day Birger et Mikkelsen, så jeg har arbejdet med min partner i mange år, og der er man nødt til at sætte sig selv nogle regler, fordi vores sociale liv har omhandlet arbejde – især i England. Vi plejede at sige, at vi kunne snakke om arbejde i det kvarter det tog at komme hjem, men når vi først kom hjem, så skulle snakken falde på noget andet. Så jeg er ret god til at adskille det. Hver lørdag i al den tid vi har kendt hinanden, er vi også taget ud og spise uden at tage telefoner med. Pandemien har lavet lidt kludder i det, men ellers er det en regel at hver lørdag aften, der holder jeg fri. Jeg svarer hverken på mails eller beskeder. Min strukturerede person fungerer godt til det, og selvfølgelig er danskerne kendt for at være eksperter i balancen mellem arbejde og fritid, så jeg tænker, at jeg er kommet til det rette sted. 

Mode spiller en stor rolle i dit arbejdsliv, men hvilken rolle spiller det i dit private liv? 
Jeg er ikke optaget af det i mit personlige liv. Jeg kan godt lide at træffe bevidste valg omkring, hvad jeg har på. Jeg kan også godt lide at se godt ud. Jeg er forfængelig, så det er en konstant kamp, men jeg gør mit bedste. Jeg er været heldig at arbejde i den luksuriøse ende af markedet, så med medarbejderrabat har jeg haft råd til at købe dyre ting, men jeg har altid været fan af at købe produkter, som holder, frem for fast fashion. Men jeg følger ikke mode som sådan. Nye tendenser kommer til hvert år, men det er sjældent, at jeg ændrer, hvad jeg går i. Mit stil ændrer sig ikke rigtig – hvis jeg har en overhovedet. Det er igen, hvor det britiske kommer frem i mig. Jeg kan godt lide en tweedjakke og ordentlige sko, og fordi jeg er trænet op hos Paul Smith, så har jeg altid ‘classic with a twist’ bagerst i hovedet.   

Editorial staff

Fotograf: Petra Kleis