For sangerinde Iris Gold har konceptet af hjem intet med fire vægge at gøre. Hun kan være hvor som helst, og så længe hun har hjertet og sin søn med, så er følelsen af hjem det også. Man kan derfor sige at den tour-aktuelle kunstner har mange hjem. Et af dem er i musikken.
Iris udgav sin første single tilbage i 2015, og siden da har hun kæmpet sig op af hitlisterne med sin selvskabte musikgenre: Hippie Hop. Karrieren tog hurtigt et kvantespring. Og foruden at have cementeret sig som gedigen live-performer med optrædener rundt i Europa, har Iris også haft æren af at dele scener med internationale artister som Robbie Williams og Taylor Swift. I april udgav hun album nummer to ‘Woman’, produceret med Eurythmics-legenden Dave Stewart, og den 22. oktober kan hendes omtalte koncertenergi igen opleves på scenen i DR Koncerthuset.
Vi mødte sangerinden ved hendes øvelokale på Bolsjefabrikken på Østerbro til en snak om hjem, personlig udfoldelse og at turde stå ved den, man er.
Hvad har stedet her af betydning for dig?
Jeg blev introduceret til stedet af et bandmedlem i 2017, da jeg lige var flyttet fra London til København. Jeg havde allerede ringet rundt til mange steder, men de havde ikke spejle i øvelokalerne, og det syntes jeg var ret underligt, fordi i England var der spejle i alle øvelokaler. Det siger meget om forskellen i det visuelle udtryk mellem de to lande. Men så kom jeg ud i det her øvelokale, og jeg syntes bare, at der var en super vibe – og der er et lille spejl. Her er bare en god energi. Det er et lille community med fælles madlavning og alt muligt.
Hvad giver dig følelsen af hjem?
Det har helt sikkert ikke noget med det omkring mig at gøre. Det er mere mit hjerte og min søn. Vi kan være hvor som helst, bare jeg er sammen med ham, så føles det som hjem for mig. Når jeg spiller, kan jeg godt lide at have en masse tøj og smykker, som jeg breder ud over det hele for at fortælle mig selv, at nu er vi her. Så min søn og mit tøj.
Hvorfor er tøjet vigtigt?
Jeg synes, at det er supervigtigt, fordi det går hånd i hånd med musikken. Når jeg skal stå på scenen og synge en sang, så tænker jeg faktisk med det samme på hvilket tøj, jeg skal have på, og hvordan det skal bevæge sig. Jeg er også bevægelseskunstner, så hvis tøjet ikke vil det samme som min krop, så fungerer det bare ikke. Det kan virkelig have en effekt på mig, og hvordan jeg har det på scenen afhængigt af hvad for noget tøj, jeg har på. Derfor plejer jeg altid at få lavet noget nyt til hver tour, som reflekterer, hvordan jeg har det på det tidspunkt.
Føler du dig hjemme i musikken?
Det gør jeg. Ligegyldigt hvad jeg går igennem i mit liv, når jeg først står oppe på scenen, så glemmer jeg tid og sted. Det er virkelig den bedste form for terapi, fordi man netop bare kan være i nuet og føle lige det, man føler der. Man skal ikke bekymre sig om, hvad der sker om et år eller en time eller et minut, man er bare lige der. Så på scenen, der føler jeg mig virkelig hjemme.
Hvordan fandt du musikken?
Jeg voksede op i forskellige kollektiv og var også besætter, så der var en masse forskellige mennesker omkring mig, og jeg blev påvirket af alle mulige forskellige genre af musik. I starten syntes jeg især 70er hippiemusik var fedt, og så var der et tidspunkt, hvor min tante havde en kæreste, som var hiphop-DJ, og han syntes, at jeg skulle lære om klassisk hiphop for at udvide min palet. Da jeg så begyndte at lave musik, ville jeg gerne blande de to ting sammen og lave det, som jeg kalder ‘Hippie Hop’, som er en blanding af hippiemusik og hiphop. Så jeg har lavet min egen genre.
Hvordan har det at vokse op i kollektiv haft en indflydelse på den måde, du lever på i dag?
Jeg har altid tænkt, at jeg i hvert fald ikke skulle have den laissez faire-attitude, der kunne være. Jeg skulle have struktur, og det vil jeg også sige er lykkedes. Jeg prøver i hvert fald at skabe nogle faste rammer. Men fordi jeg er vokset op, som jeg er, og min barndom var meget her og der, så trives jeg også med at skulle rejse meget. Jeg har fundet ud af, hvordan jeg skaber struktur i kaosset.
Er det noget i dit hjem, du har en særlig tilknytning til?
Jeg har et maleri. Der er ikke nogen ramme på, men jeg synes bare, det er så flot, og så er det malet af min onkel. Det har jeg haft med mig alle de steder, jeg har boet. Men ellers har jeg faktisk ikke så meget, fordi jeg er flyttet så meget. Jeg prøver ikke at knytte mig til så mange ting, fordi alting kan ændre sig fra det ene minut til det andet.
Hvad er det første du gør, når du kommer hjem?
Der er meget en rutine. Jeg henter min søn fra vuggestue, så tager vi hjem og lytter til børnemusik, og så laver vi mad sammen. Det at lave mad er blevet ret vigtigt for mig at gøre til noget hyggeligt, vi gør sammen.
Hvem eller hvad inspirerer dig mest for tiden?
Mig selv. Jeg synes, jeg er ret sej. Der sker en masse ting i mit liv både på godt og ondt, men alligevel, så står jeg her og trumfer igennem. Jeg er her for min søn. Jeg står på scenen. Det synes jeg godt, jeg kan være stolt af.
Hvad er det bedste valg, du har truffet i din karriere?
At stå ved det, jeg synes er fedt. Både i forhold til min musikgenre, men også den måde jeg godt kan lide at optræde på scenen. Jeg fik at vide, især da jeg kom tilbage til Danmark, at jeg var lidt for spraglet, og det skulle helst være mere normcore. Det var ikke så sejt at stå og danse og lave koreografi. Det skulle være mere seriøst på en eller anden måde. Men jeg har så fundet ud af, at dét at jeg holdt fast, har hjulpet mig helt vildt meget. Hvis jeg havde prøvet at være en anden version af mig selv, der var ligesom alle andre, så havde jeg bare været en dårlig version af noget, der allerede eksisterede.
Var det svært?
Nogle gange kunne jeg godt tænke, om jeg gjorde det rigtige, eller om jeg bare skulle klæde mig mere i sort og synge det samme omkvæd. Så jeg har da tænkt, om jeg gjorde det hele for besværligt for mig selv.
Når du havde de tanker, hvordan fandt du så styrken til at holde fast?
Jeg har altid været omringet af stærke kvinder, der har gjort tingene på en helt anden måde end det, der var normalt. Hvad end det er. Og det har virkelig inspireret mig til at være en ener og gøre tingene på min måde.
Har du en levemåde eller noget, du lever efter?
Brug det, som gør dig anderledes til din styrke. Blend out!
Hvis vi tog et kig i dit klædeskab, hvad ville vi så finde?
En masse scenetøj. Og nu hvor jeg er blevet mor ville man også finde en masse loungewear og mørke farver, fordi min søn er helt vild, når han spiser. Jeg er mere afslappet i min stil derhjemme i forhold til på scenen, men jeg føler mig fabulous lige meget, hvad jeg har på.
Er der nogle items, du altid vender tilbage til?
Jeg elsker band t-shirts. Jeg har så mange forskellige lige fra Johnny Cash og The Rolling Stones til Biggie Smalls og Diana Ross.
Hvordan ser dit drømmehjem ud?
Det har masser af kærlighed, latter og omsorg. Måske en have hvis det er muligt. Mig og en sød kæreste og så selvfølgelig min søn. Og masser af farvede puder. Men mest af alt er det fyldt med glæde og gode vibes.