Åbningstider:
  • Mandag 10.00 - 20.00
  • Tirsdag 10.00 - 20.00
  • Onsdag 10.00 - 20.00
  • Torsdag 10.00 - 20.00
  • Fredag 10.00 - 20.00
  • Lørdag 10.00 - 20.00
  • Søndag 10.00 - 20.00
Se åbningstider
  • Mandag 10.00 - 20.00
  • Tirsdag 10.00 - 20.00
  • Onsdag 10.00 - 20.00
  • Torsdag 10.00 - 20.00
  • Fredag 10.00 - 20.00
  • Lørdag 10.00 - 20.00
  • Søndag 10.00 - 20.00
Hos det danske interiørbrand skal bordet dækkes med glimtende krystaller.    

 

To kreative ildsjæle, masser af gåpåmod og en god idé blev starten på Reflections Copenhagen. Interiørfirmaet, der til daglig opererer fra basen i Københavns nordvestkvarter, skaber spejle og krystaldekor i charmerende Art Deco stil inspireret af både vilde farver og grafiske former. “Idéen opstod som et behov for at få noget spas ind i hjemmet,” fortæller Andrea Larsson, som udgør den ene halvdel af Reflections Copenhagen designduoen. Da smykkedesigner Julie Hugau – den anden halvdel – for syv år siden rykkede ind som lejer i Andreas kontorfællesskab, lod de idéerne få frit spil. Og de to designere slog sig hurtigt sammen. De bestemte sig bevidst for at gå imod de rene linjer, der dominerer dansk design og i stedet skabe mere befriende, kunstnerisk og farvestrålende interiør. Siden da er projektet vokset organisk. Først var det spejle, og efterfølgende flyttede de fokus hen mod krystaller, indtil de i 2015 officielt stiftede Reflections Copenhagen. “Jo mere vi solgte, jo mere producerede vi,” husker Andrea – hvilket er et etos, som stadig står stærkt hos brandet, der aldrig overproducerer og sjældent tager ting ud af produktionen. I stedet bygger de på den eksisterende kollektion af produkter. “Fremtiden i Reflections Copenhagen er, at vi skal kunne dække et bord med alle vores ting,” fortæller hun. Måske lige bortset fra bestik er drømmen for begge designere nemlig at udvide kollektionen af skinnende vaser og skåle med alt fra drikkeglas til porcelæn og tallerkener. Og selvom det på et tidspunkt vil betyde, at de skal bevæge sig over i nye materialer, så vil krystallen fortsat være det bærende element. “Vi er meget fascineret af, hvad krystallen kan, så det er helt klart den, vi dyrker mest,” fortæller Andrea. “Den er enormt sjovt at arbejde med – fordi vi ser måden, hvorpå farverne påvirker hinanden, så materialet giver de rette refleksioner.” 

02.jpg

Julie Hugau (tv.) og Andrea Larsson (th.)

For de to designere er det vigtigt at skabe produkter med omtanke, der kan blive til en samling, som holder og går i arv. Reflections Copenhagen balancerer derfor på en knivsæg mellem interiør og kunst. Og selvom både Andrea og Julie ser sig selv som designere, så er det netop i krydsfeltet, at de føler sig bedst tilpas. “Vi vil ikke sættes i bås. Vi kan sagtens ligge hos både gallerier og i ILLUM. Produktet kan bæres i begge retninger,” forklarer Andrea. Derfor skubber de også til grænserne i deres arbejde. Senest da de producerede smykkemontre til Andreas søster Rebecca, der var udstillet til Enter Art Fair og på Asbæk Gallery.  “Vi bevæger os derhen, hvor vi synes, det er sjovt at være. Og så bliver det nogle gange mere henad en installation, fordi vi stiler efter, at den ser skøn ud frem for at have en specifik funktion,” siger hun. 

06.jpg
05.jpg

Reflections Copenhagen er bygget på at turde skubbe til grænserne, og det forklarer de to designere med det faktum, at de begge er autodidakte i deres fag. “Vi er totalt selvlærte, så vi har ikke noget regelsæt og er på den måde ikke afhængige af noget som helst,” forklarer Andrea, der oprindeligt er uddannet folkeskolelærer, og igennem mange år har arbejdet sig op i interiørbranchen. Julie har tidligere erfaring som både makeupartist og smykkedesigner. Og selvom det har givet sine udfordringer ikke at være de mest tekniske tegnere eller bedste materialekendere, så erkender Andrea, at det også har givet dem frihed og en ‘no limits’ tilgang til tingene. 

 

Andrea og Julies opgør mod designtraditioner tændte gnisten for Reflections Copenhagen, men det er deres umage og tanke bag hvert design, som holder flammen tændt. “Man skal koncentrere sig lidt om, hvad man producerer og sender ud i verden,” siger Andrea. “Vi koncentrerer os meget om, hvad vi producerer.” 

Find produkterne fra Reflections Copenhagen i ILLUM Design Atelier på 4. etage.