Tilbage i 2002 besluttede Silas Adler sig for at starte Soulland. Tøjfirmaet, som han i dag er kreativ direktør for, men som dengang handlede mere om at lave t-shirts med print, og ikke mindst føle sig frem. Fire år senere trådte Jacob Kampp Berliner ind som medejer og CEO. “Så var vi to, som ikke anede en skid om at lave tøj, der lavede tøj. Så har vi brugt en masse år på ligesom, at finde vores måde at gøre det på,” siger Adler. I dag, næsten to årtier senere har Soulland vokset sig til en stor modeprofil, i både ind- og udland, med utallige kollektioner, shows og samarbejder bag sig. Men essensen af mærket forbliver den samme; at bygge en platform, hvorfra de to stiftere kan lade deres egne holdninger skinne igennem. “Vi synes begge to, det er vigtigt, at vi har en holdning og står ved den, om det giver kunder i biksen eller ej,” fortæller Kampp Berliner.
I sommeren sidste år vendte Soulland, efter nogle år med udlandseventyr, igen tilbage til den københavnske modeuge. Showet, som fandt sted på Sankt Thomas Plads på Frederiksberg, var en hyldest til forgængere. “SS20 er den første af en trilogi, der handler om bevægelse, som hedder Commuters Trilogy,” forklarer Adler. Kollektionen bærer titlen Power Pedestrian, og skildrer idéen om fortovet som et sted, hvor alle samfundslag mødes under samme forudsætninger. At skulle fra A til B. “Et fortov er det ultimative demokrati,” pointerer Adler. Hvert look og gang på catwalken repræsenterede derfor demokratiets mangfoldighed. SS20 var, foruden at være mærkets hjemkomst, også første gang Soulland viste en kollektion henvendt kvinder. “Vi er endelig gået rigtigt ind i kvindetøj, og har ansat en ny design director, som er med til at skabe det sprog til os,” fortæller Adler. Udvidelsen til kvindetøj har ligget i kortene et stykke tid, men for holdet bag Soulland var det vigtigt, at gøre det rigtigt fra starten. De vil ikke nemlig være et herremærke, der laver noget kvindetøj. Som begge stiftere enstemmigt udtrykker, så findes der faktisk ikke noget værre end netop det. “Vi prøvede at lave kvindetøj for et par år siden, hvor vi bagefter tænkte, at det simpelthen ikke var godt nok. Vi måtte vente, til der var headspace til, at det kunne komme ind, og det følte vi så var det rigtige tidspunkt nu,” siger Kampp Berliner. Herre- og damekollektionerne skal være på lige fod. De skal tale sammen, men stadig være hver sin. Og det har givet sine udfordringer, for pludselig stod de to erfarne modeentreprenører på bar bund i forhold til, at skulle designe for det modsatte køn. “Når jeg udtrykker mig, så gør jeg det til nogen, som er præcist ligesom mig. Men hvordan kan jeg udtrykke nogle af de samme ting, til nogen som er ligesom mig, men alligevel ikke. Det er jo også en læringsproces,” forklarer Adler.
Men udfordringer er heldigvis ikke noget, Soulland er blege for at tage op. Mærket er kendt for at skubbe til grænserne. “På en eller anden måde er det blevet et DNA i Soulland, at den eneste regel vi egentlig har er, at regler kan brydes hele tiden,” fortæller Kampp Berliner. Som han forklarer, har Soulland altid prøvet at skubbe agendaen for hvad herretøj er, samt hvem der kan skabe det. Og den tilgang kommer især fra kulturen af hiphop og skateboard, som de begge er vokset op med. En kultur, hvor det handler om, at udfordre det eksisterende, og hvis man føler der mangler noget, så skaber man det selv. “Når du kommer fra en kultur, hvor det hele tiden handler om at skabe, så er der nogle barrierer du ligesom bliver trænet til at ignorere,” forklarer Adler. Det har også været med til at, de som firma ikke er bange for, at der er noget de ikke kan. Som et niche brand, skal de to Soulland-drenge nemlig ikke imødekomme andre end dem selv. Derfor bliver de ved med at lave ting, som udfordre, og skubber til normerne, for på måde at skabe en frihed til mere udfoldelse.
Modebranchen har dog ændret sig markant siden Soulland solgte sin første t-shirt for snart 20 år siden. Både på godt og ondt. Især internettet har været med til at sætte interessen og hastigheden op. “Altså mængden af folk der interesserer sig for mode er jo eksploderet. Specielt high-end herremode, der jo var en lille, meget specifik gruppe, er jo nu er et storbys fænomen,” siger Adler. Men selvom verden omkring dem har forandret sig, har Soulland-drengene alligevel formået, at beholde samme DNA, som da de startede. De sælger stadig til en kundekreds, de hovedsageligt er forbundet med gennem det urbane miljø, også selvom den i dag spænder over globale grænser. Og selv med det stigende tempo, er fast-fashion og overforbrug heller ikke en fælde, mærket er gået i. “På den måde er meget af det vi laver jo fuldstændig som modebranchen var for 20 år siden. Vi laver stadig kollektioner, som vi bruger mega meget tid på,” forklarer Kampp Berliner. For dem handler det ikke om det, til tider unødvendige, behov for nyt, som internettet har skabt. “Vi gør hele tiden det, vi synes er rigtigt ud fra hvordan verden ser ud. Og måske mindre ud fra hvad sæsonens farve er eller ud fra en smart måde, at få flere følgere på,” siger Kampp Berliner. Soulland er nemlig ikke baseret på én bestemt style eller sag, men på de to stiftere, og hvad de har på hjertet. Og som de selv erkender, så er det, der forpligter.